M2025, uge 1

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Velkommen tilbage, har jeg næsten lyst til at starte med – for som lovet tager vi en runde mere. 

Jeg vender tilbage til det oprindelige format med 3 ugentlige punkter, for selvom det var en fin udfordring at lægge 12 månedsmål ind, opdagede jeg i løbet af året, at det var tæt på umuligt at afgrænse ét område fra det, der naturligt falder ind under de faste punkter.

På plussiden betød temaet, at jeg fik gennemført nogle projekter, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have prioriteret at følge til dørs, hvis ikke jeg havde semi-forpligtet mig til det, men i 2025 går vi tilbage til originalformatet.

Skal vi ikke bare se at komme i gang?

*

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Ryddet op på en måde, der er så ukarakteristisk mig, at jeg næsten selv er blevet helt forskrækket over det.

For jeg er bare gået i gang. Uden systemer, lister eller overordnede planer.

I know. Jeg måtte også lige dobbelttjekke, om jeg var ok.

Men mit prepperlager i bryggerset har beslaglagt en halv reol ud af de to, jeg har at gøre med, og efter små 5 måneder må jeg bare erkende, at jeg mangler pladsen. Mine køkkenskabe har været så fyldte, at jeg næsten ikke kan rumme at åbne dem, og i juleferien har jeg derfor vendt og drejet mine muligheder.

Jeg er endt på, at et vitrineskab i stuen er den bedste løsning, og har også fundet dét, jeg gerne vil have. (Men 3700, Ikea? Seriøst?)

Jeg har lovet mig selv, at 2025 bliver året, hvor jeg ikke skal have mavesår 16 gange over kommuner, der ikke betaler deres regninger til tiden, og derfor venter jeg lige med at bestille skabet, til jeg ved, hvordan opgavesammensætningen ser ud den næste måneds tid.

Jeg er i stedet gået i gang med den oprydning og sortering, der er nødvendig for at have et nogenlunde gennemskueligt system i, hvad jeg har hvor.

Og først var planen at gribe det an med den sædvanlige systematik. Men efter en uge, hvor jeg var ved at brænde sammen over at forsøge at regne ud, hvad det var mest smart at starte med, er jeg nu bare gået i gang. Et skab hist. En hylde på reolen pist. En kasse fra oldefar, en kasse fra skuret, et blik på maleresterne i skabet – og til min *inderlige* overraskelse viser det sig, at det her nok faktisk er den mest optimale måde at gribe opgaven an på.

For det har ikke på noget tidspunkt føltes uoverskueligt; heller ikke selvom jeg har et par m2 i stuen, der agerer mellemstation. Og altså: Det pynter ikke, vel? Men så er det heller ikke værre. Og den her måde at arbejde på sikrer, at jeg får alle de køkkenting, jeg ender med at gemme, pakket i den samme kasse. Jeg får et overblik over, hvad jeg har af bedrollers og opbevaringskasser, og kan dermed bruge dem, der kan rumme tingene, men som fylder mindst. (Der er jo ingen grund til at bruge hyldeplads på en 20 liters kasse, hvis det, der skal være i den, kun fylder 10). Jeg får sorteret de kasser fra, der er knækket et hjørne af, eller hvor låget sidder dårligt fast, og det er langt nemmere at skille sig af med f.eks. overskydende drikkeglas, når man opdager, at der også ligger 6 i en kasse i skuret og glor.

Når jeg har været de sidste to skabe igennem og har tjekket loftet, er planen at lave 3 bunker i stuen: Det, der skal på loftet/i skuret, det, der skal i vitrineskabet og det, der skal videre/ud – og så er det bare at eksekvere.

Jeg tror, jeg når i mål i løbet af den næste uge.

2.

I oldefars køkken fundet 7 små plastikbøtter, som jeg har brugt til maling.

For der er faktisk ingen grund til at have 7 skrumlede malerspande med rester stående, når det eneste, jeg skal bruge, er en halv dl. til lige at plette med. Derfor har jeg nu fyldt en smule over i bøtterne, og de overskydende liter har jeg lagt op i den lokale fb-gruppe og spurgt, om nogen kan bruge til et kreaprojekt eller lign.

Det var der mange, der kunne, så nu bliver de brugt til noget i stedet for bare at stå i mit skab og fylde.

3.

Pakket julen væk, og i den forbindelse samlet de glaskugler, der ikke længere er så pæne, i en pose.

Hvert år har jeg et par lanterner stående ude, hvori jeg smider glaskugler og lyskæder, og der kan de kugler, der har fået en ridse eller som har tabt ‘hatten’ få lov at tilbringe deres otium til næste vinter.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.