*Har jeg med stor fornøjelse læst alle jeres kommentarer på M2024-indlægget fra sidste uge. Det har været rart for mig at få en bedre fornemmelse af, hvordan I bruger indlæggene derude, for jeg kan se, at I er gode til at tage det, I konkret kan anvende – men faktisk også bruger de punkter, der måske ikke er umiddelbart relevante for jer, som inspiration til mere generelle overvejelser om minimalisme og økonomi. Det gør dem nemmere for mig at blive ved med at skrive, fordi jeg så ikke behøver at låse mig fast på, at alt skal være brugbart for alle. Med andre ord: Karavanen ruller ufortrødent videre i 2025.
*Har jeg holdt fri i en hel uge. Fri-fri. Fra træning, blog, arbejde, oprydning hos oldefar, madlavning og forpligtelser. Jeg har i stedet fået set og talt med gode mennesker, spist sushi, været i biografen (to gange) og ædt mig ned i Netflix og podcasts. Jeg har det, som om jeg er blevet født på ny.
*Var det nok mere tiltrængt end først antaget, for den sidste uge op til jul, var jeg to millimeter fra at google “Lejemorder tilbud” til de forældre, der parkerer-parkerer på Kys & Kør mellem 7.30 og 8.00. (Men for real tho: Skrid).
*Tror jeg efterhånden, at Anton kan kommunikere med levende væsner på en frekvens, vi andre ikke forstår. Inden jul havde jeg ham med på planteskolen – hvor han hele tiden forsvandt. Det viste sig, at han havde fundet en kat, der havde lagt sig til at sove i en stor blomsterkrukke, helt inde bagved, på en reol. Da vi gik, gik den meget beslutsomt med, og plantedamen måtte fysisk hente den ind igen. Senere på ugen var vi ude at gå, og mødte en hvalp, som beelinede lige i fødderne på Anton og insisterede på at blive aet af ham – og KUN ham. På skøjtebanen i lørdags havde vi en bænkplads ved siden af en lille familie med en baby på 4-5 måneder. På et tidspunkt kiggede jeg over på hende, og hun sad, fuldstændig musestille, med blikket *limet* til Anton – og det blev hun ved med i 5 fulde klokkeminutter. Da Anton opdagede det, spurgte han, meget høfligt, hendes far, om han “gerne måtte klappe pigen?”, og udbrød så med ærefrygt i stemmen: “Hendes kinder er så *bløde*, mor!” (Hvortil Frida, med Barbara Bertelsensk sans for timing, øjeblikkeligt smed et forslag om en lillesøster eller -bror på bordet. Hun er den vildeste, jeg kender).
*Var der til gengæld kun foragt at spore over Quaker og deres markedsføring af Kaptajn Knas, da Anton opdagede, at han er tegnet med 3 striber. Kaptajner – ved jeg nu – har fire (4). På vegne af familiemedlemmer til autister på verdensplan, Quaker: Do better.
*Er jeg kommet med som satellitmedlem i bestyrelsen i den lokale beboerforening. Vi er ikke mange på vores lille vej, men vores fraktion af boligforeningen består af 3 afdelinger, og de andre er væsentligt større end vores. Derfor er det ret afgørende, at vi sidder med i bestyrelsen; specielt fordi der i de andre afdelinger bor virkelig mange virkelig gamle mennesker, og deres forslag og holdninger afspejler demografien. Men jeg er også kommet med i bestyrelsen i tolkenes brancheforening, og der er kun 24 timer i døgnet. Så jeg deltog i generalforsamlingen og stirrede insisterende på min yndlings-vejbo, som hedder Lars, er gammel industrislagter og det rarest menneske i verden. Det giver *kun* ekstra point, at han vinker-vinker, begejstret og med hele hånden, som en slags royalt, uafrettet barn, når man møder ham. Han forsøgte at undslå sig med, at han er bragende ordblind, og at computere hader ham, men efter en hurtig sjakren og et håndslag blev aftalen, at vi plotter over hækken, og så tager han møderne, mens jeg skriver referat. Gid alle mennesker var som Lars.
*Vil jeg her på bagkant bare gerne give det største s/o til alle de virksomheder, der hele december har haft de fineste julelys oppe. Hver eneste morgen, når jeg kørte Anton i skole, løftede det mit humør adskillige grader at kunne nyde synet af pyntede træer, dekorerede indgangspartier og flagstænger draperet med lys. Det er en udgift, I ikke som sådan har indtjening på, så fra bunden af hjertet: Tak for at prioritere det alligevel.
*Får I lige en stak anbefalinger at følge året til dørs med:
Podcasts:
Kill List (Wondery, Apple, Google Play)
En journalist falder, ved et tilfælde, over en side på the dark web, hvor folk forsøger at bestille tortur og lejemord. Siden er scam – men det er de ordrer, folk lægger derinde ikke, og det bliver starten på et vanvittigt kapløb med tiden, hvor første hurdle består i overhovedet at få ofrene til at tro på, at de er i fare. Jeg startede med at være skeptisk og lidt ‘ej, det lyder sgu for åndssvagt’ – men endte med at stå i mit køkken og råbe: “Ej, men så hjælp dem dog!” af min telefon, da endnu en politistation grinede journalisterne ud ad døren.
Det er ikke Hunting Warhead, men den er derhenad, og man SKAL starte med første afsnit (The Hack), hvis man tager den, for ellers giver historien ikke mening.
Mørklagt (DR Lyd)
Mørklagt er graverjournalistik og består indtil videre af 6 sæsoner med hver sit tema.
Den nyeste hedder Falske Minder, og er en grum historie om adoption, børnehandel og hvor meget, man kan slippe afsted med i ly af krig og ødelæggelser.
Lige nu er jeg i gang med 2. sæson, som hedder Skyggekrigen. Den handler om Rusland, spionage og gasledninger, og jeg vil sige: Jeg har lige tjekket mit prepperlager igen-igen. Det giver podcasten et ekstra lag, at den er fra 2023, så man hører om Nord Stream i realtid, hvilket er super interessant holdt op imod, hvad vi ved i dag. Specielt når man får historien præsenteret i sammenhæng med fælles-nordisk efterretning om plantede agenter og spion-grooming.
(Serviceinfo: Hvis man henter app’en DR-Lyd, kan man streame alle afsnit af 6. sæson nu).
Netflix:
La Palma
Norsk miniserie om et ferieparadis og en lurende naturkatastrofe, som ingen i begyndelsen tager alvorligt. Den er ualmindeligt godt lavet, både visuelt og på plotsiden, og min eneste anke er egentlig, at timingen måske ikke er super passende ift. at serien rammer næsten på årsdagen for tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004.
The Six Triple Eight
Amerikansk film, der bygger på virkelige begivenheder, om en bataljon af sorte, kvindelige soldater, der under 2. verdenskrig blev sendt til Europa – og sat til at sortere post.
Det lyder som det kedeligste plot i verden. Jeg VRÆLEDE.
The Madness:
Amerikansk serie om en sort journalist, der ved et tilfælde – måske? – falder over et mord på en højreekstremist, og pludselig selv er den hovedmistænkte.
Så går den vilde jagt, og hvem kan man *egentlig* stole på?
Queer Eye
9. sæson af verdens bedste feel-good-serie, som jeg ikke kan anbefale nok. Man *kan* ikke være i dårligt humør efter et afsnit i selskab med den flamboyante flok, og deres nye medlem Jeremiah Brent er os alle sammen, når han spuletuder sig igennem folks taknemmelige reaktioner på nye hjem og chancer.
Hvordan holder man en hel uges fri hen over julen? Det vil jeg gerne have opskriften på.
Haha – jamen, det kan jeg da sådan set godt forstå!:)
Vi er i min familie gode til at fordele opgaverne, og jeg bliver ikke stresset af, at vi skal lave mad eller forberede jul og julefrokost. Det, som ender med at tvinge mig i knæ er, hvis jeg har mange ting, jeg skal holde styr på – samtidigt. Eller hvis jeg skal være på forkant med 23 ting, som kræver, at jeg får fat i andre mennesker. Når man piller arbejde ud af ligningen, og samtidigt, for en kort bemærkning, sætter sin tilgængelighed på hold, så giver det, i hvert fald for mig, en oplevelse af ro <3
Ualmindelig glædelig nyhed af indlæggene fortsætter. Har flere gange i den forgangne uge tænkt “husk nu at svar hos Linda”, men har ikke fået det gjort. Jeg ville også bare skrive, at jeg elsker indlæggene og håber, de fortsætter. Så kæmpe YAY!
Og så til morgenmaden. Mig der tænker: “Er det ikke helt normalt at blive rasende over en så unøjagtig gengivelse af virkeligheden?” Det ville både min søn og jeg gøre. Men så – jeg tror måske, vi begge ville kunne få en autismediagnose (også af andre grunde end morgenmadskaptajner).